Festivalgængeren Jesper Theil Thomsen var bare 16 år i 2011, da han befandt sig på Roskilde Festival med en udfordring, der nagede ham og hans venner.

De skulle til at starte på gymnasiet og interesserede sig for fest, farver og festivaler. Som så mange andre besluttede de at bygge deres egen højtaler, så de kunne konkurrere med de andre camps om at holde den bedste fest. Den skulle kunne spille virkelig højt, den skulle være let at transportere, holde batteri hele ugen og sidst men ikke mindst skulle den være robust og vandtæt, så den kunne klare en væltet fadøl eller to.

jesper theil thomsen

I de næste år, byggede Jesper og hans to venner, Christoffer Nyvold og Hjalte Emilio Wieth, flere og flere højttalere. Da de skulle til at gå ud af gymnasiet, kontaktede en veninde dem og spurgte om de ikke kunne bygge en højtaler til hende. De synes ideen om at bygge højttalere til andre var interessant, valgte at teste markedet af på den online markedsplads ”Den Blå Avis” for at se om deres højtaler kunne sælges. Der kom mere end 200 henvendelser på annoncen, og de lærte at der bestemt var et marked.

Efter gymnasiet tog de alle 3 et fuldtidsjob og sparede op i et halvt år og bestilte så dele hjem til at bygge den første prototype. Planerne om universitetet og en videregående uddannelse blev sløjfet og de sprang ud i et forretningseventyr i stedet for.

De lavede prototyper og testede videre i markedet og som festivalsæsonen nærmede sig, jo mere efterspørgsel kom der på højtalerne. De lancerede webshoppen i marts 2015 og solgte 400 enheder over de først 3 måneder. SOUNDBOKS var skabt.

På Roskilde festival etablerede de en stand til opladning af batterier og håndtering af reparationer af højtalerne, der stadig var beta-versioner. Da første morgen kom, mødte de et syn af 70 mennesker i kø. Kunne der være så mange klager allerede? Det viste sig, at de alle ønskede at KØBE en højtaler. De havde kun 3 tilbage, så de kunne ikke imødekomme alle gæsterne, men de vidste at de med sikkerhed havde fundet et hul i markedet.

Efter deres oplevelse på Roskilde Festival fik de virkelig tro på forretningen og fik lavet en god Kickstarter kampagne i marts 2016, som gav dem $780.000 i kapitaltilskud, og de fik solgt 1500 højtalere på 30 dage. Derefter bestilte de dele til 10.000 enheder, men 14 dage efter det, ringede deres fabrik og sluttede samarbejdet med dem. At bestille de 10.000 højtalere, er en af de største fejl de nogensinde har begået, og selvom det var en kollektiv beslutning, så tager CEO Jesper Theil Thomsen alligevel ansvaret.
Han siger: “Det gav os 18 måneder hvor vi var enormt pressede – og det er i sidste ende min fejl som CEO. Det er en fejl jeg ikke kommer til at begå igen.”

Der er dog intet iværksættereventyr uden læringer og udfordringer og om det siger Jesper:
“Vi overlevede fejlen med de 10.000 enheder på grund af vores kultur. Man kan have verdens bedste strategi, men uanset hvad kommer man til at begå fejl – og det kan blive hårdt – rigtig hårdt. Når det står værst til, er det kulturen, og ikke strategien der gør at man kæmper videre hver dag.” 

soundboks i ørken

Jespers bedste råd til andre iværksættere er at fokusere på kulturen frem for strategien.
Han siger: “Kultur slår strategi, for hvis det føles som hjem, hver gang du går ind på dit kontor, så kan du overleve alt. I SOUNDBOKS er vi én stor familie.  Siden opstarten er der kun to personer, der har sagt deres stilling op og det betragter vi som et godt sundhedstegn, når vi i dag er 56 medarbejdere, fordelt med 47 i København, seks i Los Angeles og tre i Kina.”

De opfordrer deres kunder til at dele deres SOUNDBOKS-oplevelser, og med denne opfordring er der blevet skabt et community af festglade mennesker, der inspirerer hinanden med nye steder at bruge SOUNDBOKS på.
Jesper påpeger: “Jeg tror det er en kompromisløs tilgang til at levere den perfekte oplevelse for kunden. Vores support mentalitet er at gå ’Above and Beyond’ – og det afspejler sig i ting som at når man ikke kan sende individuelle batterier til Alaska – så flyver vi en af vores supportmedarbejdere derop og afleverer batteriet personligt. Ligeledes har vi altid ønsket at minimere afstanden imellem os som firma og SOUNDBOKS ejerne. Vi har haft SOUNDBOKS-ejere på besøg på kontoret mange gange, og vi har været hjemme hos dem og yde support – og det bringer os tættere på dem – og dem, tættere på hinanden.”

Se her hvilke oplevelser SOUNDBOKS’en bl.a. leverer her.

De leverer fester til flere hundredetusinde mennesker hvert år sammen med deres community og det er de fælles oplevelser, der handler om og ikke som sådan produktet. SOUNDBOKS får lov at stå i baggrunden, men er katalysatoren til den gode oplevelse!

Når man spørger ham om hvad han er mest stolt af siger han: “Jeg er fantastisk stolt af den organisation vi har. Det betyder enormt meget for mig, at vi har en arbejdsplads, som føles som et hjem for vores ansatte – hvor der ingen frygt er, og hvor man kan være sit hele selv. Ligeledes, er jeg stolt af det vi har opnået med vores enormt unge organisation. Vores gennemsnitsalder er 28, og medianen er 25 – og mange af os har ingen uddannelse. Jeg er stolt af at vi har skabt et firma der skaber oplevelser for flere hundredetusinde mennesker hvert år, uden at have særligt mange folk på holdet, der har lavet noget som helst i den her skala før.”

I 2018 omsatte SOUNDBOKS for 92 millioner kroner og kan med stolthed sige at de leverer verdens højstspillende, trådløse højtaler. Det er noget man kan være stolt af!