Indledning
Hvad end det er, som udløser en iværksætters iderigdom og mod til at omsætte tanker til handling, så er selvstændighed, udholdenhed og is i maven en fællesnævner og drivkraft for samtlige iværksættere, jeg har mødt over hele verden, jeg selv iberegnet.
Jeg blev født på Færøerne af danske forældre og min mor er stadig overbevist om at min abstrakte tankegang og rastløshed skyldes den overdosis af omega-3 fedtsyrer, jeg indtog fra alle de fisk, som jeg blev fodret med tidligt i mit liv. Måske har hun ret, men jeg tror nu mere det har en betydning at min bror og jeg voksede op i en familie hvor opfindsomhed, kreativitet og vovemod blev belønnet og beundret.
Vi flyttede en del rundt i min tidlige barndom, hvilket resulterede i at min bror og jeg var tre-sprogede inden vi overhovedet startede i skole. Der er ingen tvivl om at det at vokse op i en international flyttekasse styrkede mine sociale evner, selvtillid og kulturel forståelse og ikke mindst lærte mig at håndtere sprogbarrierer, kulturforskelle og meget mere. Alt sammen vigtige ingredienser for at skabe en iværksætter og en afgørende årsag til at jeg i dag er en global iværksætter ildsjæl.
Jeg kastede mig som voksen hovedkulds ind i marketingbranchen og blev hurtigt specialiseret i branding og markedspositionering. Her kunne jeg endelig lægge mig ud med Janteloven, som jeg aldrig har forenet mig med og nød at skabe stærke brands, som skilte sig ud på markedet.
Kunsten at surfe på en global finanskrise
Men uanset hvor spændende projekterne, jeg arbejdede på, end var og hvor gode kolleger jeg end havde, så kæmpede jeg konstant med følelsen af at jeg fulgte en ulideligt forudsigelig hverdag og at jeg kunne udrette meget mere, hvis jeg brød rammerne og lod min egen kreativitet og logik drive processen. Jeg ville ud af folden, jeg ville være nytænkende og jeg ville være iværksætter!
Jeg handlede hurtigt, som det altid sker, når jeg har sat mig noget i hovedet. Jeg sagde op i januar og åbnede brandingbureauet Boosting Business i marts 2008, mens finanskrisens globale hærgen var på sit højeste og det var ikke småting jeg måtte lægge øre til i forhold til mit valgte tidspunkt for lancering af egen virksomhed. Men vellykket iværksætteri er jo netop, når man kan drage fordel af noget før andre ser potentialet og jeg mente at have fået øje på et uudnyttet marked. Finanskrisen rev og sled i den danske industri, hvilket medførte massefyringer landet over. Den danske regering havde set det komme og indledte en omfattende landsdækkende iværksætterkampagne i samarbejde med regionale Erhvervshuse. Medarbejdere blev omformet til konsulenter, så virksomheder fortsat kunne drage fordel af afskedigede medarbejderes kompetencer ved at hyre dem som konsulenter. Små konsulent-virksomheder bredte sig, som et tæppe over hele landet og iværksættere har brug for rådgivning og markedspositioneringsbistand. Jeg var klar!
Indflydelse, networking og synlighed
Det var som havde jeg vækket et slumrende overlevelsesinstinkt, da jeg startede eget firma. Jeg følte mig uovervindelig. Jeg kunne det hele og mere til. Jeg fødte vores tredje søn på etårsdagen for mit iværksætteri, og jeg deltog uden betænkeligheder i konferencemøder med babylift og præsentationsmappe allerede to dage efter fødslen. Jeg var på toppen af verden, min verden i hvert fald.
Men jeg savnede kolleger, så jeg drog til nabobyen for at deltage i et netværksmøde for Women in Business. Networking var endnu et fremmed begreb for mig, men jeg vidste at jeg havde brug for at møde ligesindede og jeg var som sædvanlig overbevist om at der nok skulle ske noget spændende, hvis jeg blot mødte op og kastede mig ind i de muligheder, som krydsede min vej. Den aften blev et sporskifte for mit mindset, min fremtid og karriere.
Det er ingen hemmelighed at jeg befinder mig bedst, hvor beslutninger træffes og det sker sjældent at jeg lader en chance for medindflydelse passere, så inden jeg havde set mig om var jeg bestyrelsesmedlem og kort efter medejer af netværket. Og så kan det nok være at jeg fik travlt med mere end 30 lokalgrupper spredt over hele landet, konferencer, netværksmøder, ambassadørmøder og messeudstillinger. Jeg lærte så utroligt meget af de følgende år i dette samfund. Jeg lærte hvordan professionelle relationer kan være en effektiv døråbner, at networking ikke drejer sig om at sælge til alle man møder på sin vej, men derimod om generøst at uddele sin indsigt og know-how og derigennem skabe relationer, som stikker lidt dybere og varer lidt længere. Hvordan man kan åbne op for nye forretnings- og vækstmuligheder ved at introducere relevante relationer til hinanden, og derigennem blive styrket i egen positionering i netværket.
Mit reklamebureau voksede hurtigt og snart efter flyttede jeg fra kontoret i kælderen på hjemmematriklen til lokaler i byen, og året efter igen til større lokaler i centrum. Jeg fik større opgaver og udvidede enkeltmandsvirksomheden til en medarbejderstab på fire. Det gik godt, rigtigt godt, men da jeg rundede 200 firmaer i kundekartoteket følte jeg for første gang siden jeg startede brandingbureauet, at jeg arbejdede for meget. Jeg måtte vælge et af firmaerne fra. Med blødende hjerte, men bevidst om det var det rette valg, trak jeg mig fra mit partnerskab i Women in Business.
Verden kalder
At trække mig ud af netværket og kun fokusere på egen virksomhed var en mærkbar ændring, som frigav den tiltrængte tid til forretningsudvikling. Virksomheden blev brandingkonsulent for væksthusene og sideløbende med iværksætter support blev vi mere og mere involverede med danske vækstvirksomheder, som ofte ønskede international markedspositionering.
Jeg husker første gang jeg arbejdede på et internationalt projekt, som medvirkede til et samarbejde i en internationalt sammensat arbejdsgruppe. Jeg følte at jeg så ud over kanten på den høje mur jeg havde levet indenfor og blev nu mindet om verden udenfor. Jeg ville ud af folden – igen. Det var tid til familieråd!
Min mand arbejder i oliebranchen off-shore og var helt med på ideen om at søge en position i udlandet. Og som så mange gange før var der ikke langt fra beslutning til handling.
Jeg solgte firmaet, overdrog kunder og medarbejdere og lagde det hele bag mig. Vi flyttede til Qatar i Mellemøsten nogle få måneder senere.
I østen spredes guld på sky
Jeg fik al den forandring jeg ønskede mig og nød de daglige udfordringer, som krævede at jeg genfandt min kulturforståelse. For første gang i mit voksenliv var jeg uden beskæftigelse og jeg besluttede mig for at skabe en bedre forståelse for kulturen og samfundet, mens jeg undersøgte mulighederne for en skandinavisk brandspecialist i denne nye og spændende del af verden.
Qatar har gennem de seneste 25 år udviklet sig fra et ydmygt fisker- og nomadesamfund til at være en af de rigeste lande i verden. Hvilket kommer til udtryk i gadebilledet, hvor du kan nyde de enorme skyskrabere med ægte guld på tagene, som strækker sig så langt øjet rækker langs de hvide sandstrande og azurblå kyststrækning. Mens du står og måber over al denne overdådighed og moderne bekvemmeligheder må du flytte dig for en flok kameler, som drives over vejen til markedspladsen. Eller mens du sidder på basaren og nipper til din lemon-mint juice og beundrer den fede pink Lamborghini, som er parkeret foran dig og mens du stirrer på den opdager du at den skifter farve til blå, så gul, så grøn og hører den dæmpede latter fra manden ved nabobordet, som morer sig over din forbløffelse, mens han skifter farve på sin bil med en fjernbetjening.
Det er heller ikke usædvanligt at høre lyden af en skrivemaskine efterfulgt af ringetonen fra den nyeste mobiltelefon på markedet.
Jeg blev ofte spurgt om kvinder må arbejde i Qatar eller om de må køre bil. Det må de gerne. Og vigtigst af alt, de må eje en virksomhed!
International virksomhed og lokale relationer
Der var ingen tvivl om at jeg skulle starte firma op igen. Men at finde ud af hvordan det bedst kunne gøres var ikke så nemt. Qatar tillader internationalt partnerskab, men med 51% Qatarsk ejerskab.
Jeg blev hurtigt klar over at jeg havde brug for rådgivning for at komme rigtigt fra start og jeg havde brug for lokale kontakter. Så jeg deltog i internationale konferencer og netværksmøder. Jeg tilbød mig som event taler ved flere arrangementer, hvilket gav mig umiddelbar ekspert status lokalt.
Jeg blev professionelt og personligt engageret med lokale qatarer og efter få måneder begyndte mit netværk at bringe resultater. Jeg kom i forbindelse med indflydelsesrige mennesker, som kunne rådgive og vejlede og ikke mindst sætte mig i forbindelse med de rette personer.
Jeg mødte Nima, en globetrotter fra Djibouti i Østafrika og canadisk statsborger. Hun er advokat specialiseret i international lov og med stor interesse for international virksomhedsudvikling og iværksætteri. Vi er to sider af samme mønt og det varede ikke længe før vi satte os ved tegnebordet for at tilrettelægge et internationalt koncept for globale iværksættere. Endnu et sporskifte og jeg var så klar!
Vi mødtes fem dage om ugen fra morgen til aften for at arbejde på konceptet og forretningsplanen og vi tog den tid, vi mente var nødvendig. Det blev til ti måneders research, markedsanalyse og konceptudvikling. Det kan lyde af meget, men ikke en dag var overflødig. Vi ville skabe et koncept, som vi kan tage med os og arbejde med overalt i verden og en service som kan bruges af iværksættere fra hele verden, som har brug for projektstyring til at kunne arbejde internationalt.
Firmaet blev opført midshore på Labuan i Malaysia som ligger under international lovgivning. På denne måde kunne vi beskytte vores firma og dets aktiver og nøjes med at åbne en afdeling i Qatar i partnerskab. Vores Qatarske partner var en lokal kvindelig iværksætter fra mit personlige netværk.
Vi åbnede firmaet i Kuala Lumpur, Malaysia, Doha og Qatar på samme tid for at afprøve markedet i Mellemøsten og Asien. I Qatar lancerede vi LinkFacilityi 2016 på 22. etage i Tornado Tower med udsigt til den azurblå bugt. Det var som en drøm, der gik i opfyldelse. Tre kvindelige iværksættere, en afrikaner, en araber og en skandinav. Det kunne ikke blive mere eksotisk og spændende.
Så ramte oliekrisen for alvor Qatar.
Fra Mellemøsten til Asien
Men på trods af at medierne elskede vores kvindeejede internationale koncept og nyheden om LinkFacility blev bragt i Golf Times og andre medier, så måtte vi desværre indse at vores lokale målgruppe af iværksættere fortrak i takt med at oliefirmaerne afskedigede tusindvis af medarbejdere. Qatar skruede ned på halvt blus og det var vi slet ikke indstillede på, så vi begyndte at se nærmere på den stigende efterspørgsel på vores services i Asien.
Der blev indkaldt til familieråd igen, både for Nimas og for min familie.
Nima flyttede til Kuala Lumpur i Malaysia og jeg fulgte efter året efter. Vi nedlagde Qatar afdelingen og oprettede det nye hovedkontor i Kuala Lumpur i 2017.
Så stod jeg igen på fremmed jord. Ny kultur, nye etiketter, nyt samfund og nyt klima. Spændende, udfordrende og en smule skræmmende. Denne gang var jeg alene om integrationen, da min mand arbejdede i Qatar og kun kom til Malaysia hver anden måned i få uger. Men det tog ikke mange uger før der var etableret både bolig, skole for børnene og opført et skønt kontormiljø til firmaet. Jeg kastede mig ud i networking så hurtigt som muligt og igen førte det mig ind på nye veje. Jeg blev efter kort tid valgt til bestyrelsesmedlem for Malaysian Danish Business Council, hvor jeg opnåede kendskab til lokal forretningsetikette og ikke mindst skabte vigtige professionelle relationer, som kunne hjælpe firmaet videre ud i verden.
Networking og dets magiske effekt
Via bestyrelsesarbejdet bliver jeg ofte inviteret til spændende events. En af dem blev endnu et sporskifte – denne gang for firmaet.
Det var en messeudstilling med fokus på virksomheders sociale ansvar (CSR). Jeg var inviteret af den danske frivillige organisation WAFA, som uddeler priser til innovative iværksættere over hele verden og som udvikler løsninger, der kan skabe rent vand, ren luft eller flere fødevarer lokalt i udviklingslande.
Dette møde førte til nye kontakter og samarbejdspartnere indenfor Copenhagen Business School, European Investment Bank, Københavns Universitet og på sigt universiteter i Indien og ASEAN. Vi leverede konsulentydelser til research baserede projekter over hele verden med henblik på vidensdeling og innovation.
I dag føler jeg at vi har opnået en god og solid forretning og servicerer iværksættere og projekter fra hele verden i Canada, Sydafrika, Venezuela, Kenya, Qatar, Indien, Danmark, Holland, Rusland osv.
Det er min personlige målsætning at genoptage samarbejdet med Erhvervshusene i Danmark og kunne yde konsulentbistand i en global struktur. LinkFacility på den ene side af muren ude i verden og Erhvervshusene på den anden side af muren i Danmark og sammen skabe en mere sikker overgang for iværksættere og vækstvirksomheder, når de bevæger sig over muren og ud i verden.
Tjekliste for en international iværksætter
Der er altid udfordringer for iværksættere, særligt for globale iværksættere, uanset om det drejer sig om virksomhedsetablering, import, eksport eller produktion i udlandet.
Men det er altafgørende først og fremmest at få afklaret risiko, fordele og logistik, samt hvordan man bedst muligt kan drage fordel af de ressourcer, der er til rådighed. Gennemgribende research, kulturel forståelse og risikoanalyse er absolut vigtigst. Dette er grundstenene til din internationale forretningsplan.
Dernæst er det vigtigt at skabe et stærkt professionelt netværk, som kan hjælpe med lokal indsigt og forbinde dig til indflydelsesrige personer, der kan udpege den rigtige rute og ikke mindst åbne de rigtige døre. Hvis ikke du har mulighed for at være til stede i det land du ønsker at drive forretning i, så sørg for at have en netværksorienteret repræsentant til stede lokalt.
Hvis du ønsker at etablere et firma i udlandet, er det vigtigt at du danner dig et overblik over den gældende lov i landet. Hvad enten det drejer sig om hvordan du bedst kan beskytte din forretningside, investeringer, hyre arbejdskraft, udforme kontrakter og meget mere. Lovgivning udgør hele spillepladen for iværksættere og det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at du som international iværksætter forstår de legale rammer, når du bygger et internationalt koncept, så det kan etableres på et stærkt og legalt fundament.
Du er også nødt til at besidde en bred kulturel indsigt og forståelse. Denne evne vil være din bedste GPS, så du kan navigere sikkert på tværs af kulturer, religioner, samfund og livsstile i en global sammensætning og ikke gå ud fra at din egen kulturelle overbevisning er den rigtige.
Definition på succes
Jeg har bemærket at mange måler deres succes i andres beundring. Det har jeg aldrig gjort.
For mig er succes en følelse af at opnå den succes, jeg altid har ment var øremærket mig. Det lyder vildt klistret, men når alt kommer til alt, så har de fleste mennesker en følelse af at de var skabt til noget stort. Særligt iværksættere er præget af denne følelse også selvom mange aldrig vil indrømme det. Janteloven lurer jo lige om hjørnet, ikke?
Når det så er sagt, så foretrækker jeg mere at være en inspiration og motivation end en man synes har gjort det godt. Da jeg for nyligt blev nomineret og tildelt prisen Malaysian Women Icons 2019 af Business Excellence Research Group i Singapore, så følte jeg mig virkelig beæret. Primært fordi jeg gerne vil være et ikon for andre kvinder. For der er så mange, som fokuserer på alle forhindringerne ved at være kvinde i karriere og business, at de helt glemmer at se på fordelene. Vi kan jo det hele. Og det er nemmere at opnå en positiv udvikling ved at holde blikket fast på målet og ikke kun på forhindringerne.
– Trine Tveen Nielsen, LinkFacility